Vinteraften badeolie med appelsin og lavendel

vinteraften badeolie

Det er let at lave sin egen lækre badeolie. Det tager kun 5 minutter og samtidig undgår du let kedelig kemi i dine hudplejeprodukter.

Vinteraften badeolie er bedst egnet til karbad, hvor den let opløses i det varme vand. Du kan altid variere duften af din badeolie med andre æteriske olier.

Du kan også lave dine egne olier, bruge dine egne labels og let lave venindegaver, fødselsdagsgaver m.m. Det er billigt, og hjemmelavede gaver er en sød og personlig gave.

Ingredienser:

3 spsk kokosolie (gerne duftfri)
6 dråber lavendel æterisk olie
6 dråber sweet orange æterisk olie
3 dråber romersk kamille æterisk olie
1 glas eller krukke med tætsluttende låg

Sådan gør du:

Put 3 spsk. kokosolie i en frysepose og saml olien nede i bunden. Tilsæt de æteriske olier og “massér” posen, så de æteriske olier bliver godt blandede med kokosolien. Jo blødere kokosolien er, desto lettere er det at blande de æteriske olier i. At bruge en plastikpose er et godt tip – kokosolien bliver blød, så du kan arbejde med den og du undgår fedtede fingre.

Hæld blandingen på et glas med tætsluttende låg.

Brug olien i karbadet og din hud efterlades blød, velduftende og fugtet.